Man koger almindelig Kjødsuppe af Oxe- eller Faarekjød, og piller saa mange Agererter, som man kan tænke kan gjøre Suppen passende tyk. Den bør være som gule Erter, der ere noget tynde. Da Erter blive saa seent kogte i kraftig Suppe, allerhelst naar den er jevnet, saa er det bedst at sie lidt Suppe fra, inden Kjødet er ganske kogt, blande den med Vand, og lade Erterne koge møre deri. Naar kjødet er kogt, sies den anden Suppe; man aftørrer Gryden, og sætter den tom paa, deri smeltes saa meget Smør, at man kan udjevne en knap Skee Meel deri, og naar det er udjevnet, spædes det første Gang med Vand, og siden med Suppen. Naar al Suppe er kommen i og koger, kommes fiin Persille paa tilligemed Erterne med deres Suppe og Muskat, og lidt Cajenne. Vil man have unge Gulerødder paa, da koges de hele med Erterne. Man kan lave denne Suppe tyndere af Erter og med mindre Jevning, og komme Kjødboller og Gulerødder derpaa. Man kan ogsaa til Selskab afsie Erterne, og komme Kjødboller paa; da er det ikke saa farligt, om Erterne ere lidt store, naar de blot ikke ere gule.

(Hanna Winsnes, Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen, 1845)
Publisert med tillatelse fra Dokumentasjonsprosjektet